Mød Ebru

På udebane

Den første jernbane er dateret tilbage til det 6. århundrede før Kristi fødsel i det gamle Grækenland. What in the World of a thousand Mothers. Fair nok, den var godt nok væsentligt anderledes anlagt end den vi i Danmark kender som jernbanen, men alligevel. Faktisk er den danske jernbane en af verdens absolut mest moderne, hvilket blandt andet har resulteret i at Boston Consulting Group i en nylig analyse anser den danske jernbane for værende den næstbedste i Europa, kun overgået af Schweiz. Metroen er ligeledes kåret til den bedste førerløse af slagsen i verden.

Og du tænker nok at det lyder helt latterligt, at Danmark har Europas næstbedste jernbane, for alt du kender til er forsinkelser og dårlig presse, ikke desto mindre er vi faktisk ret priviligerede. I BCGs analyse scorer Danmark altså 6,8 ud af 10, kun overgået af Schweiz med en score på 7,2 ud af 10. Til sammenligning scorer vores norske genboer 4,9!

Der er selvfølgeligt steder i verden, hvor jernbanen undergår selv Norges. Det er her Ebru Karakoc vil gøre sine evner indenfor jernbaneteknologi så værdifulde som muligt.

Ebru er i gang med sin kandidat i transport og logistik. I forvejen har hun en diplomuddannelse i byggeri og infrastruktur, men har aldrig forestillet sig at skulle beskæftige sig med jernbanen. Af tilfældige omveje får hun en praktikplads i sporsektionen hos Cowi, og det ændrer hendes forestilling vitalt.

“I starten var jeg vildt skeptisk og tænkte, at banebranchen slet ikke var noget for mig. At den udelukkende handlede om kapacitetsberegning og projektering, og at det generelt set bare var et utroligt maskulint fag. Sådan har jeg efterfølgende erfaret, at det slet ikke hænger sammen. Branchen handler om så meget andet – Den handler i lige så høj grad om at gøre en forskel og hjælpe andre, og det er netop det jeg elsker ved mit arbejde.“

 

Branchen favner alle typer

“Mange har desværre en opfattelse af, at de personer som på nuværende tidspunkt er ansat i branchen er lidt gamle og grå, men de er altså gode nok. Branchen ikke er anderledes end så mange andre brancher, hvor man favner alle typer. Selvfølgelig er nogle af mine kollegaer og jeg forskellige som personer, men det synes jeg bare er fedt og vi arbejder rigtig godt sammen.”

“Derudover anser mange unge også banebranchen for værende et utrolig maskulint fag, og det synes jeg er en kæmpe fejlfortolkning af branchen. Især fordi kvinder udelukkende forestiller sig, at folk der arbejder inden for jernbanesektoren, er mænd i selebukser der udfører fysisk arbejde på skinnerne. Branchen åbner bare op for så mange andre muligheder også, og man behøver ikke nødvendigvis fare rundt ude på banen i arbejdstøj. – Og personligt kan jeg rigtig godt lide en god kombination af det fysiske arbejde og det administrative. Jeg har flere gange haft kjole på indenunder mit arbejdstøj, hvis jeg eksempelvis har skulle til møde efterfølgende” tilføjer Ebru.

 

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

“Jeg prioriterer at lave et stykke arbejde som jeg finder interessant, og som jeg har det sjovt med at udføre. At gøre en forskel for andre og hjælpe hvor jeg kan, motiverer mig rigtig meget. Man kan sige at man også gør en forskel for andre mennesker ved at bygge bygninger til dem som bygningsingeniør, men det er ikke på samme måde, som når man baner vej for dem og gør det lettere for dem at komme fra et sted til et andet. Det spor du laver, benyttes af hundredvis af tog hver eneste dag. Du hjælper mange flere mennesker ved at arbejde inden for jernbanesektoren, end du eksempelvis gør hvis du arbejder som bygningsingeniør. Og så er der hele det miljømæssige aspekt i det. Det er også en stor motivationsfaktor for mig.”

Hvor ser du dig selv i fremtiden?

“Jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde med udenlandske projekter. Det er slet ikke fordi de danske er kedelige, men blot fordi jeg synes de udenlandske er mere udfordrende.”

Særligt de projekter som foregår i ulande interesserer Ebru, fordi mange af de fattige lande slet ikke har udviklet sig.

“Alting synes nyt for dem og man skal derfor forsøge at sætte sig i deres sted, tænke som dem og arbejde ud fra det. Det synes jeg er vildt interessant. Tanzanias jernbanenet er over 100 år gammelt og skal fornyes. Nogle af banerne er ikke i drift på grund af manglende materialer og hastigheden på de nuværende tog, som er i drift er kun mellem 40 og 60 km/t. Altså er det noget helt andet end i Danmark, og derfor bliver du nødt til at tænke ud af boksen, hvis du skal arbejde sådan et sted. Og så har du samtidig heller ikke mulighed for at gøre brug af særlig mange ressourcer.”

Hvordan ser din fremtid inden for banebranchen ud?

Ebru er ikke i tvivl om, at hun fremadrettet vil arbejde inden for banebranchen, og hun mener at hendes generation kan bidrage med en masse gode ting til branchen, fordi hun er fra en generation som ser tingene fra et nyt perspektiv og kender til den nyeste teknologi.

“Vi har en mere simpel tilgang til tingene end den ældre generation. Hvis tingene ikke kan blive gjort på den ene måde, finder vi en anden måde at gøre det på, og på den måde løser vi problemet. Derfor har branchen brug for unge mennesker som os.”

Visionære grækere fik den oprindelige idé til jernbanen, da de skulle fragte skibe 6 km over land fra ét hav til et andet. I dagens Danmark er der lidt andre temaer på tapetet, når der snakkes digitalisering, højhastighedstoge og rejser indrettet til komfort og produktivitet. I Tanzania er tilstandene nogle helt andre end i Danmark, og netop det udgangspunkt finder Ebru utrolig interessant.

 

ShareTw.Fb.Pin.
...

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!